I denne månedskommentar tillader vi os at hente inspiration fra to stærke kvinder i vores netværk: Anne Skare Nielsen og Eva Steensig.
Anne Skare Nielsen bidrog med en artikel og en video til pej gruppens Kick Off-events i december 2023 og januar 2024. Gennem seks events blev abonnenterne på vores medier klædt på til det kommende år. Blandt mange indsigtsfulde observationer fremhævede hun især to punkter:
For det første er verden ikke af lave – den er ved at blive lavet. Og hvordan skal det så tolkes? Måske noget i retningen af: Når alt står på hovedet, og kaos og krig dominerer, kan det være fristende at tænke, at alt var bedre ‘i gamle dage’, eller at håbe på en lysere fremtid, hvis vi bare venter på, at stormen lægger sig. Men tingene vil ikke ‘rulle tilbage til det normale’ eller ‘gå over lige om lidt’. Mindsettet skal ændres fra at mene, at det hele er ved at køre ud over kanten, til at vi alle er medskabere af fremtiden. Fremtiden skabes i dette øjeblik – den bliver bedre, men også mere besværlig, brutal og banebrydende.
Det andet perspektiv, hun fremførte, var analogien med kiggekøer ved trafikulykker: Vi stopper instinktivt op, skaber kø, udsætter os selv og dem bag os for fare, mens vi betragter ulykken. Det skal vi ikke. I stedet skal vi holde hænderne på rattet, foden på speederen og blikket rettet mod horisonten. Vi må ikke lade os bremse af tidens katastrofer, men skal i stedet bevæge os fremad.
Vores årlige strategikonference i marts 2024 havde fokus på navigation i kaos, teknologiske landvindinger, strategi og adfærd, rekruttering og fastholdelse samt ledelsesudvikling. Eva Steensig afsluttede dagen og opfordrede, med udgangspunkt i trendrapporten ‘Nybrud’, deltagerne til at ignorere støj fra markeder, politik, økonomi etc. og ikke lade sig forstyrre af andres dagsordener og opfattelser af, hvilket ansvar virksomheden har – over for verden, samfundet, miljøet og meget mere. En virksomhed kan ikke påtage sig ansvaret for alt og vil blive oversvømmet af behovet for konstant at opfylde omverdenens krav. Det er simpelthen umuligt, og resultatet er, at mange giver op undervejs.
Hvad gør man så? Man kan vælge at placere sig i orkanens øje eller blive hvirvlet ind i den. At gøre det første kræver, at man har styr på sig selv og står fast, selv når orkanen suser om ørerne. At gøre det sidste er relativt nemt, men ender ofte galt. Det har aldrig været mere afgørende at følge sin egen sti, vælge sin retning, sine værdier og holdninger. Hendes konklusion var derfor: Få styr på dit eget penalhus først og hold fast i dig selv i stormens øje.
Læs mere...
08/10/2024
Key Colours SS 2026
08/10/2024