I 2025 er AI ikke længere blot en lovende teknologi, men en afgørende faktor for vækst og konkurrenceevne. Teknologien skaber nye muligheder og udfordringer for virksomheder i alle brancher. Dem, der handler nu, får en afgørende fordel.

Af Bent Dalager, KPMG

Kunstig intelligens har for længst bevæget sig fra at være en hypet teknologi til en afgørende drivkraft for innovation og vækst. Med sin evne til at transformere måden, vi arbejder, træffer beslutninger og driver forretning på, er AI blevet en topprioritet for organisationer over hele verden.  

En nylig undersøgelse blandt bestyrelser på verdensplan viser, at AI er nummer 1 blandt de megatrends, der forventes at få størst indflydelse på vores samfund og økonomi inden for de næste tre år – endda foran emner som bæredygtighed, politisk ustabilitet, krig og inflation. Det siger meget om teknologiens betydning og dens uundgåelige indvirkning på vores hverdag. 

Fra niche til nødvendighed

AI er ikke kun et teknologisk fænomen, men også en strategisk gamechanger for virksomheder verden over. Ifølge KPMG’s CEO Survery 2024 investerer samtlige adspurgte direktører nu i AI, og 63 procent forventer et afkast af deres investeringer inden for de kommende tre til fem år. 

På kort tid er AI gået fra specialiserede miljøer til bred anvendelse. Lanceringen af ChatGPT i 2022 markerede et vendepunkt, da teknologien nåede 100 millioner brugere på to måneder. Spørgsmålet er ikke længere, hvordan man får adgang til AI, men hvordan virksomheder udnytter, at medarbejdere allerede bruger det. 

AI gør det muligt at skalere uden flere ansatte, og blandt andre Amazon og Airbnb har vist, hvordan vækst kan opnås med færre ressourcer. Også den den kinesiske bank MYBank har transformeret sin låneproces med reglen 3-1-0, som betyder, at det tager tre minutter at ansøge, et sekund at få svar og nul menneskelig indblanding. 

Det enorme potentiale i AI kan mærkes i alle brancher. Finans, medier og tech er i front, men også sundhed, landbrug og byggeri følger med. Sygeplejersker kan med et AI-headset opdatere journaler uden skærmarbejde, mens produktionsvirksomheder kan optimere ressourceforbrug. 

Også forretningsfunktioner forandres. Finansafdelinger automatiserer rutiner, IT-udviklere bruger generativ AI som assistent, og HR anvender AI til screening. Marketing målretter indhold, og juridiske afdelinger lader AI gennemgå kontrakter. 

Virksomheder, barrierer og næste skridt

Flere virksomheder viser, hvor meget AI kan øge effektiviteten. Klarna har en AI-assistent, der håndterer to tredjedele af kundechats – svarende til 700 medarbejdere. En dansk medtechvirksomhed har øget produktiviteten med 40 procent, og Erhvervsstyrelsens AI-system gennemgår nu alle danske regnskaber. Nexi finder 40 procent mere svindel, og et pensionsselskab har reduceret stresstilfælde med 70 procent. 

Mange virksomheder kæmper dog med at skalere fra pilotprojekter til bred værdi. Det kræver engagement fra ledelsen, en lærende kultur og kompetenceudvikling. 

Fremtiden byder på multimodale modeller, der kombinerer tekst, billede og lyd samt humanoide robotter og AI-agenter. Teknologien forbedres i rekordtempo, og som et eksempel på dette gik ChatGPT fra at dumpe en advokateksamen i 2022 til at bestå med topkarakter i 2023. 

Det er især tekst- og taltunge job inden for marketing, kommunikation, IT, jura og revision, som kommer til at blive påvirket af udviklingen. Kontorarbejde vil få lavere lønvækst end manuelt arbejde, samtidig med at kompetencebehovet ændres i mange jobfunktioner.  

Der er ingen tvivl om, at AI vil få stor indflydelse på arbejdsmarkedet. For virksomheder handler det ikke kun om at indføre ny teknologi, men om at omfavne en grundlæggende forandring af, hvordan man arbejder og skaber værdi. Investering i en klar AI-vision, ejerskab af data og en AI-kompetent arbejdsstyrke er nødvendige skridt for virksomhederne at forblive konkurrencedygtige. 

Strategikonferencen

Tilmeld dig allerede i dag

På pej gruppens strategikonference vil Bent Dalager fra KPMG dykke yderligere ned i, hvordan AI allerede anvendes i virksomheder til at optimere processer, øge produktiviteten og skabe nye forretningsmodeller.
Med konkrete eksempler vil han vise, hvordan teknologien har potentiale til at revolutionere hele sektorer.

Læs mere og bestil billetter

Privacy Preference Center